Nyt græsnings- og engfugleprojekt i Tarphage Enge

Udgivet den:29 september 2021
By John Frikke

Nye projekter i Tarphage Enge og Alslev Marsk

I løbet af september har græsningsforeningen i samarbejde med Varde Kommune fået hegnet omkring 20 ha eng i Tarphage Enge i en nederste del af Varde Ådal således, at de pågældende engstykker nu kan græsses i et stykke. Det er landmand Ole Andresen, der lægger jorden til, og det er også hans stude, som nu afgræsser de lave enge langs med Tarphagevej og lige nord for Tarphage Bro.

Som overbygning på græsningsprojektet laves der også nogle engfuglevenlige tiltag i projektområdet. Der anlægges nemlig et stort ’bekkasinskrab’ på omkring 1600 m2 på op til 40 cm dybde. Desuden opfyldes en grøft på en 80 meter lang strækning for at holde mere vand inde i engene, lige som kantprofilen på 215 meter af grøften nord for den lukkede strækning ændres, så den får et anlæg på 1:3 – 1:5, og bunden hæves, så den ligger 40-50 cm under terræn. Disse anlæg skal sikre, at der om foråret og i engfuglenes yngletid er lavvandede områder og bredzoner, hvor bl.a. viber og rødben kan søge føden.

I forlængelse af dette arbejde rykkes maskinerne længere ind i ådalen, hvor der i græsningsområdet i Alslev Marsk vil blive anlagt fem engfugle-skrab, som er lavvandede småsøer med en dybde på op til 40 cm. Skrabene bliver på 300-600 m2 hver – i alt ca. 2.400 m2. I tilknytning til dette projekt, vil der også blive lagt jordpropper i to grøfter, så der også her kan opstå lavvandede områder om foråret.

Du kan også støtte op om græsningsforeningens arbejde ved at blive medlem læs mere under “Bliv medlem”

Foto: Ole Knudsen